
Vi er HC København!
I dag markeres endnu en milepæl i arbejdet for HC København, når vi løfter sløret for vores visuelle identitet og vigtigst af alt det logo, der skal repræsentere os i dansk håndbold.
Logoet er et resultat af mange samtaler mellem styregruppen, de to klubber og det kreative designbureau Re-Public der på fornemmeste vis har lyttet, tilrettet og til sidst præsenteret os for en visuel identitet, der føles helt rigtig.
Om det nye logo siger medlem af styregruppen Thomas Schou:
“Det var vigtigt for os, at vi sikrer os en visuel identitet som begge klubber kan se sig selv i, og som taler ind i det, vi gerne vil være. Derfor var det også naturligt for os, at findes en ny, fælles farve. Efter grundig dialog med Re-Public præsenterede de os for den københavnergrønne farve, og et logo, som vi synes føles helt rigtigt.”
Opgaven med at finde den nye identitet for HC København har også været spændende for designbureauet Re-Public, der fortæller:
“Ambitionen med logoet har været at skabe et moderne monogram, der rækker ind i fremtiden, men som samtidig har et klart afsæt i de to klubbers lange historie. I en moderne sportskontekst er der tale om et særegent og stilfuldt symbol, der med tiden vil kunne bryde ud af hallens rammer og blive allemandseje i byen.
Den københavnergrønne farve og sammenstillingen KBH understreger ambitionen om, at vi er hele Københavns herrehåndboldklub.
Ambitioner, passion, ild i øjnene og et stærkt fundament – det har været udgangspunktet for tilblivelsen af HC København. Et afsæt, der har gjort det helt naturligt for os som designbureau at være en del af holdet og hjælpe med at skabe brandet for Københavns nye håndboldflagskib.”