
Velkendte navne i spidsen for HC København
FIF Håndbolds nuværende trænerteam bestående af Nicolaj Jensen og Andreas Mortensen har forlænget deres aftaler, og skal stå i spidsen for HC København i sæsonen 2025/26.
Når HC København til den kommende sæson ser dagens lys, bliver det med to velkendte navne i spidsen.
Nicolaj Jensen og Andreas Mortensen bliver de første trænere for HC København. Duoen er i gang med sin fjerde sæson som trænere for FIF Håndbolds 1. divisionsherrer, og har formået at etablere og stabilisere holdet som en fast del af landets næstbedste række.
For arbejdsgruppen bag HC København, har der været et ønske om at skabe kontinuitet ind i klubbens første sæsoner, og samtidig skabe et grundlag for at kunne videreudvikle den trup og det koncept, der allerede har været med til at etablere FIFs nuværende herrehold som en relevant faktor i 1. division. De ønsker er opfyldt med Nicolaj og Andreas’ forlængelser.
Trænerduoen ser frem til udfordringen og muligheden for at bygge videre på det fundament, de har været med til at skabe.
”Det er en utrolig spændende mulighed at være en del af opstarten på HC København. Vi har en dygtig spillertrup, et stærkt set-up og en klar vision for, hvordan vi kan udvikle holdet yderligere, ” siger Nicolaj Jensen. Andreas Mortensen supplerer: ”Det handler om at finde balancen mellem at bygge videre på det gode arbejde der foregåre i både FIF og Ajax og samtidig skabe en selvstændig identitet for HC København. Det bliver en fed opgave, som vi ser frem til at tage hul på.”
Udover at have både chef- og assistenttræneren på plads, er HC København også glade for at kunne præsentere Claus Brunse som målmandstræner. “Brunse”, som han er kendt som i daglig tale, er en erfaren og dygtig målmandstræner, med erfaring fra både ind- og udland, og det er glædeligt, at det lykkes at lave en aftale, med en kapacitet som ham.
Med målmandstræneren på plads, bliver der nu kigget mod resten af den stab, der skal agere støtte rundt om spillet på banen.