HC København og Sebastian Minor Hansen indgår 2-årig aftale

HC København kan i dag offentliggøre en vigtig brik i klubbens fortsatte udvikling, efter at målmand Sebastian Minor Hansen har sat sin underskrift på en 2-årig aftale med klubben, og dermed tiltræder når holdet møder ind til opstart i slutningen af juli måned.


Sebastian har siden 2022 stået for Team Sydhavsøerne i 1. division, og inden da for Roskilde Håndbold. Nu skal den 205 cm høje 26-årige målmand dog vogte buret for HCK. 


Udover sin aftale med HCKs seniorhold, så får Sebastian også en vigtig rolle i samarbejdet med sportsgymnasiet AKS og efterskolen KIES, hvor han begge steder vil være den primære målmandstræner. Sebastian har allerede de seneste to år været tilknyttet AKS. 


Sportschef i HC København, Thomas Schou, er utroligt glad for, at det er lykkes at overbevise Sebastian Minor om at blive en del af HCK de kommende to år, og ser det som en klar indikation på, at HCK trods nedrykningen fortsat tilbyder et projekt, der er attraktivt for spillere med masser af erfaring fra 1. division. 


“Det er ingen hemmelighed, at vi i lang tid har haft et stort ønske om at kunne tilknytte Sebastian i HC København. Vi har set hans topniveau i TSØ gennem de seneste sæsoner, og derudover oplevet ham som en fagligt kompetent og dygtig målmandstræner i samarbejdet med AKS. Derfor er jeg også meget glad for, at det nu er lykkes at få enderne til at mødes, og at Sebastian har committet sig til HC København de næste to sæsoner.”


Om sit skifte til HC København siger Sebastian Minor Hansen: 


"Efter en god dialog med den sportslige ledelse glæder jeg mig til at kunne gå ind og blive en del af HCK. Projektet lyder meget spændende og det er vigtigt at have god håndbold i hovedstaden. Desuden kan jeg få lov til at arbejde videre med de unge talenter."